Om ganske få uger skal min datter starte på universitetet i København. Vi har længe vidst, at det var der, hun ville ende efter gymnasiet. Der er ikke så mange andre steder i landet, hvor en ung, entusiastisk kvinde kan få en uddannelse i arkæologi. Hun har altid haft den her besynderlige forelskelse i ægyptologi og ved allerede nu, at det bliver hendes speciale. Flot ikke? Inden hun er startet på studierne, og har stiftet bekendtskab med arkæologien godt nok, så vil hun specialisere sig i faraoer og pyramider.
Nuvel, det er hendes valg. Og vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at hjælpe hende. Hun er en flittig og pligtopfyldende pige. Det har hun altid været. Derfor har vi også brugt meget tid på at finde en bolig til hende i København, så hun ikke skal ligge der og flytte fra et værelse på et kollegie til et værelse hos en eller anden privatperson. Og vi har været usandsynlig heldige, kan vi forstå. Boligmarkedet er jo aldeles pumpet op i København. Men vi har været så heldige at finde en rigtig dejlig andelslejlighed til hende på Østerbro. Den ligger sådan lige ved Botanisk Have og har udsigt til søerne. Smukt sted midt i byen.
Istandsat
Lejligheden har trængt til en del istandsættelse. Det har vi selv stået for. Nemt nok for os. Min mand er autoriseret elektriker – og min svoger er murer – så de har haft nogle sjove ture til København. Arbejdsweekender kombineret med københavnsk byliv. Nu er vi kommet så vidt, at jeg skal med på holdet, der skal på arbejdsweekend i København. Min datter har fået lov til at holde fri i den kommende weekend. Hun trænger til ikke at skulle være med til at male og lægge nye gulve. Jeg tager med, fordi jeg gerne vil se lejligheden. Og fordi der skal helt sikkert gøres ekstra grundigt rent i alle hjørnerne. Og så er det mig, der skal stå for, at hun får nogle møbler, så hun kan koncentrere sig om studierne.
Østerbro eller Hellerup
Min datter har fortalt mig, at ja, der skal gøres godt rent. Hun har også sagt, at hun har en liste – som ligger på køkkenbordet i lejligheden – hvor hun har noteret telefonnumre, navne og internetadresser på forskellige rengøringsfirmaer. Fx en vinduespudser på Østerbro. Eller en skadedyrsbekæmper. Hun har jo hørt, at der kan være problemer med rotter. Ok. Den med rotterne er jeg ikke så glad for. Men det er vel ikke kun i den bygning, hvor hun skal bo, at københavnerne har problemer med det. Jeg skal undersøge det. Ligesom jeg også skal undersøge, om det er gode firmaer, hun har fundet til rengøringshjælp. Jeg startede med at google nogle af rengøringsfirmaerne. De ser ud til at være hæderlige og professionelle. Og da jeg googlede vinduespudser i Hellerup, kunne jeg se, at man kan bestille tid online – og få rabat. Det er jo en fordel. Hun skal jo selv finansiere sine studier. Så hvis hun kan spare lidt penge på vinduespudsning, ja så vil det da kun være godt.
Det er en almindelig mandag aften. Jeg sidder herhjemme i min stue og hygger mig med mit barn. Han er 11 og har gang i noget med et computerspil. Han er en god dreng. Han har klaret det ualmindeligt flot, siden vi måtte sige farvel til hans far. Jeg kan godt mærke hans sorg. Lige som jeg kan mærke min egen. Det er noget, vi taler meget om. Vi er enige om, at han ikke ville dø. Men det gjorde han. Han forlod os, fordi han var meget syg. Vi har talt om, at det faktisk er en lettelse for os, at han har fået fred. Vi har vidst i mange år, hvor det gik hen. Men alligevel, man kan ikke forberede sig helt på tabet af en elsket person, selvom man godt ved, at man vil miste det. Der er gået 2 år nu. Vi taler ofte om min drengs far. Jo mere vi taler om ham, jo bedre får vi det faktisk. Ok, i starten var der mange tårer og meget bitterhed. Og spørgsmålet, som ingen kan besvare: Hvorfor?
Gode minder
Nu er samtalerne oftest fyldt med smil og gode minder. Også lidt latter. Vi har da også fået god støtte – både af professionelle behandlere og af familie og venner. Ingen tvivl om det. Jeg er taknemlig for den støtte og hjælp, vi har fået. Vi kommer videre.
Jeg sidder lige nu med min bog. Nyder at vikle mig ind i fantasiens verden. Ligesom min søn. Hans fantasiverden er de her computerspil. Han får lov til at spille hver aften. I halvanden time, inden det er sengetid. Men lige nu er han gået i stå. Jeg holder lidt øje med, hvad der sker på skærmen. Intet. Det er, som om min dreng sidder i trance. Jeg spørger ham, om der er noget galt. Han bliver revet væk fra sine tanker. Han vender sig imod mig. Med tårer i øjnene. Fortæller mig, at han kom til at tænke på sin far. Dengang han forsøgte at pudse vinduerne, og vi måtte ringe efter en vinduespudser på Vesterbro, fordi far var faldet. Jeg kunne ikke huske begivenheden umiddelbart. Men da min dreng forklarede det her med, at hans far var faldet, kom jeg i tanke om episoden.
Det var første gang, min mand faldt. Vi vidste ikke, at han var syg på det tidspunkt. Men da det skete et par gange i ugerne efter, fik vi ham undersøgt. Og derfra gik det ned ad bakke, som man siger.
Jeg omfavner min dreng. Spørger ham om, hvorfor han er kommet til at tænke på den episode. Han snøfter. Siger, at der var noget i spillet, som han spillede, der fik ham til at tænke på det. Kunne ikke helt forklare hvordan. Vi sidder lidt i sofaen. Jeg siger sagte til ham, at det er ok. Hans far har det godt nu. Ingen smerter. Han glæder sig over, at vi har hinanden. Min dreng vender sig væk fra mig. Fortsætter sit spil. Er rolig igen.