Normalt er jeg glad for at lave mad. Jeg kan godt lide at stå og snitte, hakke og fremtrylle lækre retter til os. Men i dag, så er jeg bare led ved at se på mine gryder. Jeg orker ikke at lave mad i dag. Det er ikke, fordi jeg ikke er sulten, eller er syg. Nej. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg er træt af ikke at kunne sige, at vi spiser ude i aften. Jeg savner, at vi bare går ned på den lokale restaurant og får et måltid der. Vi kan selvfølgelig godt få take-away. Men det er altså ikke det samme som at spise ude. Der vil alligevel være en opvask efter måltidet: Tallerkner, der skal skylles og sættes i opvaskemaskinen, glas, der lige skal efterpoleres, når opvaskemaskinen er færdig. Du ved, der vil måske være rester, der skal hældes i mindre skåle, og anvendes i morgen.
Spise ude
Nej, det her med at gå ud og spise er noget andet: Man bliver vartet op. Man skal ikke tænke på opvask – eller på at dugen skal vaskes, hvis man spilder en dråbe vin. Det er det, jeg savner: At kunne tage helt fri fra køkkenet – bare en enkelt aften. Det ville være så skønt, hvis vi snart kan få lov til at gå på restaurant igen. Sådan med opvartende tjenere, dæmpet og hyggelig belysning og hyggesnak. Om det så er på en pizzarestaurant, eller en gourmetrestaurant er lidt ligegyldigt for mig. Bare det, at jeg ikke skal stå i køkkenet en aften. Jeg bliver helt varm om hjertet ved tanken om at komme på restaurant igen. Jeg tror, at bare et enkelt restaurantbesøg vil løsne op for den lede, jeg har ved at se køkkenknive eller at skulle huske at købe opvaskemiddel. Ja, jeg ved virkeligt ikke, hvordan du har det med det. Men jeg ved, at jeg bliver i dårligt humør, når jeg ser karkluden hænge over køkkenvaskens hane. Den er ren, den er tør. Men alligevel.Skal vist snart forbi https://www.kramogkanel.dk/
Sørger for alle måltider
Jeg hader mit køkken i disse dage. Og det har nok noget at gøre med, at jeg er træt af at være hende, der står for alle måltiderne her i huset. Og det har jeg gjort i mere end 5 måneder nu. Selvfølgelig gør jeg det. Det skulle da bare mangle. Vi skal da have mad. Men altså – bare en enkelt fridag fra køkkenet ville være på sin plads.
Heldigvis ser det ud til, at vi snart kan få lov til at komme på restaurant igen. Det er måske grunden til, at jeg er så led ved køkkenet, gryderne, opvasken og det hele derude: Tanken om, at vi vil kunne gå ud og spise, gør savnet af det så meget større. Og jeg er et utålmodigt menneske.
Ikke desto mindre, så skal jeg i gang – igen – ude i køkkenet. Min mand og vores børn skal ikke gå sultne i seng. Og jeg har nogle rester fra weekenden. Det bliver en god, gammeldags biksemad. Jeg gider ikke at være opfindsom i dag.