Min pige er blevet glad igen. Det er lykken at vide, at hun har det godt. Og det er lykken at vide, at hun er i gang med et forløb, som hun selv har valgt. Hun går på en teater og drama efterskole i Jylland. Hun startede her efter sommerferien og til at begynde med, var jeg meget bekymret for, hvordan det vil gå. Hun skal bo et fremmed sted. Og det ligger langt herhjemmefra. (Vi bor i Holbæk.) Vil hun kunne klare at skulle dele et værelse sammen med en anden pige, som vi ikke kender? Vil hun kunne følge undervisningen – også i de fag, som hun skal til eksamen i? Vil hun få ordentlig og sund mad?
Ingen bekymringer
Men alle mine bekymringer er blevet gjort grundigt til skamme. Vi havde kørt hende derop, og det var meget svært for mig at efterlade hende der. Også selvom personalet og lærerne virkede meget ansvarsfulde. Hun ringede hjem hver dag den første uge, hun var på skolen. De første par dage var lidt forvirrende for hende. Der var mange nye mennesker at lære at kende, og der var en del regler, som hun skulle følge. Men efter en uge holdt hun op med at ringe til mig hver dag.
Vores lille pige er stor nu
Hun sagde ligeud, at hun ikke er en lille pige. Hun kan godt klare sig. Hun lovede dog at ringe, hvis der sker noget. Hun fortalte også, at hun deler værelse med en meget sød pige, og at de snakker godt sammen. Der gik 3 uger, hvor vi ikke hørte fra hende. Men så ringede hun i går for at fortælle os, at hun har det godt, og at hun er glad for skolen. De er i gang med et stort projekt. Noget med at sætte en forestilling – et drama – op og de skal stå for det hele selv. Alt. Lige fra at skrive stykket de skal spille, komponere musikken, lave kulisser, styre lyd- og lyseffekter og alt muligt.
Entusiasme
Hun talte om projektet i 3 kvarter. Det var dejligt at høre, at hun var så entusiastisk omkring det. Hun sagde også, at lærerne er fantastiske. Hun spurgte, om vi ville komme og se stykket, når de holder forestilling. Engang i december. Lige inden jul.
Naturligvis sagde jeg, at vi kommer og ser deres forestilling. Hun skal bare huske at fortælle os præcist, hvornår det er.
Under samtalen spurgte jeg hende, om hun glæder sig til at komme hjem til jul. Der blev fuldkommen stille. Der var stille i den anden ende af røret i måske et halvt minut. Det er lang tid. Så kom der et forsigtigt svar: ”Mor, jeg ved det ikke. Jeg kunne måske godt tænke mig at komme med min veninde hjem til hendes forældre. De har inviteret mig. Måske kunne vi så komme hjem til os i dagene omkring nytår?”
På den ene side blev jeg skuffet. På den anden side blev jeg rent ud sagt meget glad. Det er rart at vide, at hun har fundet en god veninde, og at de er så glade for hinanden.