Det er min fødselsdag i næste uge. Jeg glæder mig til festen, som jeg skal holde for hele min kulrede familie. De kommer sørme alle sammen. Det havde jeg ikke helt regnet med, men det er dejligt. Jeg har allerede lavet hovedretten. Det er tradition hos mig, at jeg laver forloren skildpadde, serverer den med øl og snaps og hele molevitten. De, som ikke kan lide forloren skildpadde, de må selv medbringe deres egen mad – og vaske op! Det er generelt accepteret af alle i familien at sådan er min fødselsdagsfest. Det plejer at blive rigtig sjovt. Forloren skildpadde kan man nemlig nemt fryse ned, og det har jeg gjort.
Lagkage
Så jeg mangler bare at lave en stor lagkage og få købt is til alle børnene. Kaffe- og the-ritualet glider nemt, så jeg er ikke bekymret. Kan bare gå og glæde mig til at se dem alle sammen. Og til at lære min to små brødres nye kærester at kende. Håber, de kan lide forloren skildpadde. Og håber på, at mine brødre har fortalt dem om traditionen. Ellers må de sørme tage dem på salatbar bagefter festen!
Det, som jeg bedst kan lide ved fødselsdagsfesten, er ritualet med at pakke gaverne ud. Det er sådan set ligegyldigt, hvad jeg får i gave. Det er mere hele stemningen og atmosfæren, som ritualet giver. Man kan se børnene glæde sig til, at jeg åbner deres pakke til mig. Om det er et hæsligt hjemmelavet askebæger af ler, eller om det er en fin, lille lavendelpose, er ligegyldigt. Det, som jeg kan lide, er, at de er glade, og så må jeg indrømme, at jeg altid får et godt grin ud af at se på gavepapiret, som gaverne er pakket ind i. Det fortæller en hel del om, hvem de er, synes jeg.
Det bedste gavepapir
Somme tider bliver jeg meget overrasket. Fx for 2 år siden, der gav min nevø mig en keramikbjørn, han selv havde lavet. Den var pakket imponerende ind. En fin, stor æske, hvor han havde brugt sølvpapir som gavepapir. Og en stor, lilla sløjfe af fint silkebånd. Det havde jeg ikke forventet af ham. Jeg blev meget imponeret – og glad for den lille bjørn, som stadig står i vindueskarmen. Der er noget af en spirende, lille kunstner eller dekoratør i ham. Det må jeg sige.
Selv er jeg rigtig dårlig til det her med at pakke gaver ind på en flot måde. Når jeg køber gaver til mine niecer eller nevøer – eller søskende – så får jeg altid ekspedienten til at pakke dem ind i deres eget gavepapir. De ved, hvordan det skal gøres pænt, og jeg er fri for at skulle klippe og klistre.
Nu her i næste uge, hvor de alle sammen kommer, har jeg tænkt mig, at jeg vil fotografere gaverne og indpakningerne, inden jeg åbner dem. Jeg vil gemme gavepapiret og forsøge at bruge det i nogle af de kollager, jeg laver. Det kunne være et spændende projekt: En kollage om mine søskendes børns tanker om min fødselsdag. Hvis projektet ikke bliver en udstilling værd, så har jeg i det mindste haft det sjovt med det. På flere måder.